Så er det blevet tid til endnu et fællesmøde i KBHFF. Fællesmødet bliver holdt i bistroen på Hotel og Restaurantskolen tirsdag d. 29/3.

Denne gang vil et par frivillige lave mad, så det eneste du skal medbringe er godt humør.

Fællesmødet er her hvor vi i fællesskab løser opgaver i KBHFF der stikker ud over den daglige drift. Det kan f.eks. være i forhold til nye avlere, promovering, events eller meget andet. Fællesmøderne er åbne for alle medlemmer, så vi kan øge de sociale aktiviteter og bliver flere om at løse KBHFF's fælles opgaver.

Vi starter med at alle fremmødte drøfter dagens dagsorden i plenum. Herefter inddeler vi os i mindre grupper, der nedsættes efter hvert punkt fra dagsordnen. I de mindre grupper bearbejdes punkter fra dagsordenen så de kan præsenteres som et konkret løsningsforslag sidst på dagen. Det kan også være at der løses en konkret opgave under mødet; f.eks. skrive invitationer til fællesarrangement, planlægning af et event eller oprydning i diverse vagtplaner.

Du kan se dagsordenen for mødet her

Du kan tilmelde dig mødet her, så vi ved hvor meget mad der skal laves

Fællesmødet har i grove træk følgende struktur:

17:00 - 18:00: Fællesmøde - punkter på dagsordenen gennemgås, herunder eksempelvis 'nyt fra afdelingerne'. Der kan stilles opklarende spørgsmål, mens den længere diskussion tages i mindre grupper, så der sidst på mødet hurtigere kan træffes en fælles beslutning.

18:00 - 19:30: Arbejde i mindre grupper. Det kan eksempelvis være planlægning af et større arrangement, diskussion om løsningen på et problem, kommunikationskampagne, planlægning af svampeposen med mere.

19:30 - 20:00: Fællesspisning

20:00 - 21:00: Fremlæggelse af forslag og beslutningsprocesser.

Det næste fællesmøde igen er tirsdag d. 31. maj samme sted.